Har du tid?

”Tænk at tiden kan bestemme

Og få mor til helt at glemme

At hun ellers var så glad

Hvordan bærer den sig ad?”

Da jeg læste bare disse 4 linjer af bogen; ”Har du tid?”, som er skrevet af Eva Matjeka, så kom jeg til at tænke på en morgen for ca. 15 år siden.


Det var få måneder efter, jeg var blevet skilt fra mit barns far og jeg skulle ud af døren med en dreng på 2 år, der skulle afleveres i dagplejen, inden jeg selv skulle nå videre. Vi boede i Århus på det tidspunkt og jeg havde ikke mange penge, så jeg transporterede ham bag på min cykel. Ruten gik forbi Skejby hospital, hvor der dengang ikke var så mange erhvervsbygninger i nærheden som nu, men i stedet en øde eng, som nogle steder mindede om bakke og dal.

Denne her morgen var det meget tåget og der lå et tykt lag af dis over græsset. Vi havde ikke cyklet langt, før min dreng, som hedder Adam, begyndte at synge børnesangen: ”Marie hønen evig glad”. Jeg husker, at han sang den ofte og med en lidt forkert slutning: ”….og hvis jeg ikke tager fejl, blev evig glad til Adam snegl”.

Lige pludselig blev han højlydt optaget af noget og kaldte: ” mor, moaaaarrr stop!”. Jeg standsede midt på cykelstien, hvor der var helt tåget rundt om os og så pegede han med sin lille bløde finger og udbrød: ”mor se, det koger.” Jeg blev helt varm om hjertet og forklarede ham smilende, at det var noget, som hed tåge. Han kom ned af cyklen og gik på opdagelse sammen med mig i, om man kunne fange tågen og mærke at den slet ikke var varm. Vi rullede grinende rundt i græsset og hyggede os og var et uforglemmeligt øjeblik begge fuldstændig tabt i nuet. Det var så stærk og vigtig en oplevelse, at jeg stadig kan blive helt rørt over at tænke tilbage på den.

Jeg må have kigget på uret og opdaget at tiden var ’fløjet fra mig’, så vi nu skulle skynde os helt vildt. Jeg løftede ham op og begyndte at spænde ham fast i cykelstolen, mens han betragtede mig under cykelhjelmen med sine store brune øjne og sagde trist: ”dumme ur!” Dengang var jeg med ét optaget af at nå videre til tiden og tænkte ikke nærmere over episoden. Men lige nu går det pludselig op for mig, hvorfor han altid har nægtet at gå med ur.

I bogen er tiden illustreret som en figur med hale og vinger og urskive som ansigt, der på magisk vis guider barnet gennem historien. Det er en bog om mindfulness set i børnehøjde, som kan få både store og små læsere til at drømme sig ind i en verden, som er styret af kærlige oplevelser i stedet for tid.

Du kan læse mere om bogen og forfatteren på: www.ordpaalivet.dk

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip